Bøger udgivet af Lindhardt og Ringhof

Han blev fundet skyldig i 23 mord og et mordforsøg. Han var anklaget for 25. Under politiets efterforskning havde han tilstået 27 mord. Politiet afhørte ham om mere end 60 dødsfald. Under efterforskningen skrev pressen, at man overvejede at åbne 200 grave for at undersøge ligene.Den anklagede var den 46-årige forstander på Orkdal Sjuke- og Aldersheim i Orkdal, en norsk by på 10.000 indbyggere. Hans ofre var patienter på hjemmet.Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Hvor mange unge par lover ikke over for Gud og forsamling at lyde Bibelens ord om at følge hinanden gennem livet i lyst og nød?Det er let at holde dette ægteskabsløfte, så længe der hersker lys og glæde. Det er sværere, når nøden kommer, når sygdomme og anden elendighed for alvor sætter ægtefællernes tålmodighed på prøve. Det er, når løftet om omsorg og kærlighed til den anden i de tunge perioder skal opfyldes, at problemerne opstår.Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Olaf er kun seks år, da hans far bliver fordrevet fra landsbyen, uden drengen helt forstår hvorfor. Nu er der ingen til at tage sig af ham, og de andre i landsbyen giver ham bare besked på at gå sin vej. De siger, at han nok skal få mad og husly, når han kommer til en gård. Men Olaf er ikke så sikker. Ensomheden er ulidelig for den lille dreng, der nu er overladt helt til sig selv.Gunnar Gunnarsson (1889-1975) var en islandsk forfatter, digter og skuespilforfatter, der hovedsageligt skrev på dansk. Han er mest kendt for romanerne "Borgslægtens historie", "Kirken på bjerget" og "Svartfugl". Han var nomineret til Nobelprisen seks gange i løbet af sit liv, men han modtog den aldrig. Alligevel fremstår Gunnar Gunnarsson som en af Islands største forfattere nogensinde.

I slutningen af 1984 skete der en rystende tragedie i Björneborg. En far dræbte sine to sønner og deres to hunde. Til sidst forsøgte han at brænde ligene ved at sætte ild på sin bil. Faderen kommer nu til at fundere over sin handling i fængslet, og moderen har fået dybe og smertelige sår. Spørgsmålet er, om de nogensinde kan læges. Familiens pårørende sørger og spørger undrende: Hvorfor skete det?

Nordisk Kriminalreportage bragte i 1979 en artikel med overskriften "Politimand som gidsel". Vi kaldte hovedpersonen for Pentti Riisiinen, en fange på flugt. Efter at have begået et røveri mod et post­hus tog han en politimand som gidsel og lod denne køre ham rundt i Finland i politibilen. Pentti optræder også i denne artikel, og denne gang handler den om en senere flugt, der bragte ham over i det hinsides.

Findes der synske mennesker? Eksisterer telepati? Er det muligt for nogle mennesker at se ind i fremtiden?Denne artikels forfatter, en politimand med 40 års erfaring, har aldrig været tilbøjelig til at tro på denne type fænomener. Men i en enkelt sag, har der været noget kunne tyde på, at telepati virkelig eksisterer. Der var tale om et mord ...Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Drabet på Else var brutalt. Hun var en 16-årig pige, vellidt af alle, men en time før midnat den 6. december 1957 traf hun en ung mand på 23 år, der gjorde en ende på hendes liv. Da drabsmanden blev pågrebet, nægtede han at have haft noget med drabet at gøre. ’Else-mordet’ skulle blive en af de mest vanskelige kriminalsager i norsk retshistorie. Dette til trods for, at gerningsmanden blev anholdt kun en time efter at drabet var begået. Det blev de tavse vidner, der til slut skulle fælde ham.Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Den 12. januar 1912 så Toivo Harald Koljonen dagens lys i Lahti. Hans far var fyrbøder. Fami­lien levede fattigt, og faderen var undertiden arbejdsløs. Da Toivo kun var 13 ar gammel, måtte han begynde at forsørge sig selv. Hans skolegang havde det været så som så med, og det er klart, at da han som 13-årig ikke havde nogen som helst uddannelse, var kriminalitet en tillokkende udvej.

Gennem de senere år er det blevet mere og mere almindeligt, at personer, der er tilknyttet ambassader og konsulater rundt om i verden, er blevet udsat for voldsforbrydelser, der som regel har haft politisk baggrund. Også i Sverige har der været flere okkupationer af fremmede magters ambassader og konsulater, dog uden at der i forbindelse hermed er begået alvorligere forbrydelser - indtil den 7. april 1971, da den jugoslaviske ambassadør i Sverige Vladimir Rolovic blev myrdet på den jugoslaviske ambassade i Stockholm.

Det var en strålende sommermorgen den 1. juni 1970. Sædvanligvis var der ingen mennesker på dette sted i Laksevåg uden for Bergen. Det ligger lidt for afsides. Men denne morgen var der opstået en eller anden fejl på vandforsyningen - noget med klortilførslen - og to vandværksarbejdere var sendt op til klorhuset ved vandreservoiret for at rette fejlen. De havde kun kunnet opholde sig få minutter inde i klorhuset, så måtte de ud for at få lidt frisk luft. Herude blev de mødt af et syn; der chokerede dem betydeligt mere end den kvælende klorgas - et lig.

Røverier på postkontorer har man efterhånden haft adskillige af i Norge, men at røverne som i denne refererede sag affyrer skud mod og sårer personalet på postkontoret, har man dog hidtil været forskånet for. Politiet kom lidt for sent ind i billedet og fik derfor for sent sat den særlige røverialarmplan i værk. Men politiets vilje til aldrig at give op gav alligevel resultat.

AIle forbrydelser har et mere eller mindre klart for­mål. Gerningsmanden vil enten skaffe sig økonomiske eller materielle fordele på bekostning af andre, eller også vil han hævne sig på grund af en uretfær­dighed. Hvis hævnmotivet er den udløsende faktor, resulterer det for det meste i, at modstanderen ud­sættes for fysisk vold. Men der forekommer også en type forbrydelse, hvor gerningsmanden på en ofte udspekuleret og infam måde forsøger at skade sine ofrer psykisk. Da drejer det sig om brevterror. I Finland blev der i 1984 afsløret en person, der gennem lang tid havde plaget sine medmennesker ved at sende anonyme breve til dem og deres pårørende, bestille varer i deres navn og til og med ind­sætte falske dødsannoncer i aviserne.

Med uhørt frækhed og ved hjælp af et fundet politiskilt, lykkedes det en aprilaften i 1970 to kumpaner at "beslaglægge" kontanter og værdipapirer til en samlet værdi af ca. 170.000 kr. hos en intet ondt anende svensk landmand. I pressen blev kuppet omgående udnævnt til "årets kup". Og i en del aviser fremkom påstande om, at det måtte være rigtige eller i hvert fald forhenværende "ægte" politimænd, der havde været på spil. Sagen blev begyndelsen på en omfattende efterforskning, og jagten på de to falske politimænd satte ind.Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

En forkert person var mistænkt under det første stadium for røveriet ved Norrmalmstorg. Den mis­tænkte lod imidlertid høre fra sig fra Hawaii for at bevise sin uskyld. Men han havde skumle affærer på sin samvittighed - han var til og med efterlyst, og der var afsagt fængslingskendelse mod ham. Om hans forskellige kup og udsvævelser handler denne artikel.

Det er den 28. februar 1910. Vinteren har endnu greb om Stockholm. Himlen er blygrå, og en kold vind fejer langs med Myntgatan i "Staden mellem broerne", hvor opdagelsespolitiet har sine lokaler, og hvor Stockholms underret er nær­meste nabo til Riddarhuset. Klokken er ti om formiddagen, og en broget skare er samlet uden­for rettens lokaler. Mange af de nysgerrige har stået der et par timer, og kulden begynder at kunne mærkes. Alligevel står man der stadig for at være vidne til det, der skal vise sig at blive den sidste henrettelse i Sverige.

I maj 1972 blev der begået en frygtelig forbrydelse i Finland. Tre unge drenge blev myrdet koldblo­digt da de sov i deres telt ved en smuk sø ved Kytäjärvi. Mordene vakte stor opmærksomhed i masse­medierne, især da gerningsmanden blev afsløret. Man spekulerede meget på hvordan og hvorle­des. Nogle måneder senere indtraf et nyt mord kun nogle kilometer fra det første mordsted. Men den­ne gang vakte forbrydelsen næsten slet ingen op­mærksomhed. Opdagerne derimod var meget undrende: Havde den første forbrydelse fungeret som udløser for den anden? Havde den person som begik det sidste mord identificeret sig med den første morder?

Den 17. januar 1947 blev arbejdsmand Paavo Frans Lahtinen og typografdatteren Aina An­nikki Pølkkynen gift. Det unge par bosatte sig i et fire-rums hus, som hustruen havde arvet, i Kroo­tila by Kumo sogn. De havde kendt hinanden fra barndommen. Det følgende er fortællingen om ægteparrets skæbne. Det er en tragisk og uhyggelig beretning fra det virkelige liv som begyndte i 1947 og sluttede med retsligt efterspil i 1973.

Morgenen den 25. september 1972 var lidt regn­fuld og kølig i Helsingfors. Om Moder Jord havde kunnet ane, hvad der ventede kriminalpolitiet denne dag, så havde hun nok arrangeret en storm eller i det mindste skylregn. Det ville næppe have ændret situationen - men det havde passet bedre til det, som skulle komme. Kriminalpolitiet havde en opklaringsop­gave foran sig, som skulle udgøre første akt af "Sækkemordet i Helsingfors".

Kirkegården er et helligt og fredet hvilested for de døde, og kirkegården er et sted, hvor man bevæger sig stille og roligt – man viser respekt.Det gjaldt dog ikke for den mand, der i sensommeren 1974 plyndrede en række gravsteder i Helsingfors for kors, skulpturer og ikoner.Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Denne artikel skildrer, hvorledes en ung kvindelig narkoman blev udnyttet som kurér for en amerikansk yngling til at smugle LSD og cannabis til Sverige fra U.S.A. og Indien.

En kvinde, der havde øjnene med sig og anmeldte en mand, der opførte sig noget besynderligt, blev uden selv at være klar over det den direkte årsag til, at politiet fik opklaret en af de mest særprægede serieforbrydelser i Norge i nyere tid. For hvem var manden, der stod og ventede på kvindens gårdsplads? Og hvorfor stak han af, da hun nærmede sig sit hjem?Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Skrædderen Anders Christensen var en ensom mand, lille og pukkelrygget. Efter femten slidsomme år i Amerika var han vendt hjem til Norge som en velhavende mand for at se sin livsdrøm gå i opfyldelse - egen gård i Maridalen. At hans lykke kun skulle blive kortvarig, skyldtes rygterne om hans mange penge og vel også den omstændighed, at han boede helt alene.

I juni 1962 anmeldtes en velsitueret 60-årig mand som forsvundet. Manden ansås for at være en enspændernatur, men levede tilsyneladende uden bekymringer. Alle spor efter ham syntes at ende i den blå luft. Lidt efter lidt kobledes mordkommis­sionen ind på sagen for at forsøge at klarlægge, om der lå en forbrydelse bag hans forsvinden. Et puslearbejde med den forsvundnes spredte, ubegribelige optegnelser, forretningstransaktio­ner og bankbesøg kronedes lidt efter lidt med held.

I den konstellation af meget kriminelle personer, hvis foretagsomhed skal beskrives i denne artikel, optræder der et stort antal personer. Vi nøjes med at fortælle om ti personer- fingerede navne. I den del af efterforskningen, som vi har stiftet nærmere bekendtskab med, er der tre hovedpersoner. To af disse, Aluvo og Leba, bliver især beskrevet i artiklens første afsnit. Senere i artiklen bliver den tredie ho­vedperson, Olvi, og dennes specielle form for kriminalitet beskrevet. Leba begyndte sin kriminelle løbe­bane allerede sytten år gammel, mens Aluvo og Olvi var omkring tyve år, da de debuterede.

Efter måneders forberedelser gør en røvertrio sig parat til at tømme en banks velfyldte kasser. Deres plan er planlagt i hver detalje, deres fremgangsmåde raffineret. Det skulle blive deres livs kup og forsørge dem i al fremtid, troede de..

Den første fuldstændigt gennemførte flykapring i Sveriges historie fandt sted fredag den 15. september 1972. Den vakte et enormt røre. Regeringen blev koblet på, og massemedierne satte alt ind på at skildre den dramatiske kamp om 90 menneskeliv. Men hvem var flykaprerne? Og hvad var det, de ville opnå?Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Ved juletid opsøgte en åbenbart meget bekymret mand politiet. "Min hustru ", sagde han, ''rejste på et tre ugers besøg i Danmark i oktober, og siden har jeg ingenting hørt fra hende ''. Politiet lovede at undersøge sagen så diskret som muligt. Og manden fik tids nok besked...

Det lakkede mod julen 1983, og Jari Oksanen havde orlov fra fængslet. I forbindelse med en anden stor højtid - påsken 1980 - havde han gjort sig skyldig i en alvorlig forbrydelse, som han nu afsonede straf for. Nu op til højtiden var det igen tid for en ny al­vorlig forbrydelse. Endnu en gang gjorde Jari Oksanen sig selv til hovedperson - men absolut ikke som nogen helt.

Torsdag den 28. oktober 1954 ved 19-tiden samledes en stor skare festklædte politimænd for at fejre Oslo politiforenings store jubilæum.På samme tid tumlede en beruset mand ind i en godsvogn, der stod på sporet ved havnemagasinet, for at sove rusen ud. Han blev hurtigt ædru. Inde i vognen, midt på gulvet lå liget af en myrdet kvinde. En splitternøgen, myrdet kvinde.Og så måtte en række politimænd forlade den hyggelige fest for at tage hul på opklaringsarbejdet ...Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Sent om lørdagen den 29. juni 1974 ringede den vagthavende politibetjent i Esbodistriktet til politigården i Helsingfors. Han ville rapportere om en pakke, der flød rundt i vandet. Pakken kunne, formodede man, indeholde en menneskekrop. Det var pakkens størrelse og form, der lå til grund for denne formodning.Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.