Bøger af Diverse

Mottoet for en af hovedmændene- af pressen døbt Goldfinger - i den guldsmuglerbande, som politiet i Stockholm afslørede i slutningen af 1981, har tilsyneladende været at blive medlem af "Millionærernes klub". Men de andre indblandede lavede også gyldne forretninger uden direkte at anstrenge sig. Under den omfattende efterforskning, der foregik til langt ind i 1982, blev det klarlagt, at banden havde smuglet over 800 kg guld ind i landet og ulovligt udført valuta for mindst 60 millioner kroner. Det kom endvidere frem, at staten var blevet snydt for mindst 15 millioner kroner i moms og toldafgifter.

I vinteren 1981 blev politiet nødt til at sætte mellem 500 og 600 mand ind over for demonstranter ved det såkaldte nulpunkt i Stilla. Det var den største politistyrke, der nogensinde er blevet sat ind på en opgave i Norge og i resten af Norden. Det drejede sig om Altasagen. Altasagen var både velkendt og omstridt længe inden politiaktionen blev gennemført. Allerede i september 1979 efter en lokal politiaktion vakte sagen opmærksomhed på grund af en omfattende omtale. Også i udlandet vakte sagen opmærksomhed - især på grund af den sultestrejke, som en gruppe mennesker gennemførte foran Stortinget i Oslo.

I begyndelsen af 1920'erne vakte Maria Åkerblom og hendes tilhængere opsigt over alt i Finland. Hun var en religiøs sværmer og tiltrak sig myndighedernes interesse på grund af sin anderledes opførsel. Hun blev anklaget og sidenhen idømt en mærkbar straf, men inden det kom så langt, havde hun længe drevet gæk med politi og fængselsmyndigheder.

"Fængslet styrtet i døden fra politistation". Aftenavisernes spisesedler slog nyheden op med store sorte overskrifter i begyndelsen af juni måned 1981. David Baltschuck (fingeret navn), en 40 år gammel mand, var samme morgen blevet fundet hårdt kvæstet i politistationens gård i Göteborg. Han var i live, da han blev fundet, men afgik ved døden kort efter sin ankomst til hospitalet. Hans død betød en uventet og tragisk epilog på en efterforskningssag om grove narkotikaforbrydelser, der var startet for flere måneder siden, og hvor man havde benyttet sig af ukonventionelle metoder for at opnå det bedste opklaringsresultat. En kvindelig politibetjent, her benævnt Kristina, spillede en vigtig rolle i politiaktionens slutfase, hvor hovedmændene i forhandlerkæden blev pågrebet i Amsterdam. Overskriften hentyder til det navn, som der hollandske narkotikapoliti døbte sagen.

Den 9. august 1984 forlod Alf et af Sveriges mest berygtede fængsler på en 48-timers orlov. Det skulle dog vare betydelig længere, henved et halvt år, inden han vendte tilbage. Denne gang med yderligere seks års fængsel, der skulle lægges til de to år, han allerede var i færd med at afsone. For at få vide, hvad dette skyldes, bliver vi nødt til at tage til den by, som Alf tog til – nemlig Malmø.

De forbrydelser, vi i almindelighed reagerer stærkest overfor, er dem, der bliver begået mod børn, handicappede og ældre eller i det hele taget mod forsvarsløse mennesker. I løbet af 1981-1982 blev der begået en serie af overfald mod ældre i den vestlige del af Stockholm. Vi følger begivenhederne i kronologisk orden. I begyndelsen er artiklen ganske harmløs, og hvor vi følger nogle malerisælgeres tvivlsomme forretninger i Mellemsverige. Men begivenhederne bliver snart skæbnesvangre.

Det her er en historie, der er lige så gammel, som den er ny - men altid aktuel. Det er historien om den i grunden ærlige hædersmand, embeds- eller tjenestemand, som alle tror blindt og ubetinget på, men der så til sidst viser sig at være den største skurk.

I løbet af 1977 og hen til slutningen af 1978 skyllede en bølge af overfald og mishandling af kvinder hen over Stockholm. I mange tilfælde blev overfaldene meldt til de forskellige politistationer, og til at begynde med blev de klassificeret som enkeltstående tilfælde uden nogen forbindelse. Man kunne heller ikke se noget mønster i overfaldene. Ofrene var kvinder i alle aldre, gerningssteder og tidspunkter vekslede, røveri- eller seksuelle motiver kunne på det nærmeste udelukkes. Et par gange fik overfaldene dødelig eller livstruende udgang for ofrene. I disse sager var eftersøgningerne intensive og tidskrævende men uden resultat. Så skete der noget, der fik afgørende betydning for efterforskningen, og vi begynder vores historie dér.

I Stockholm har vi de sidste år haft mange - alt for mange - bank- og postrøverier. Det så dog ud til, at antallet af røverier i 1973 skulle blive mindre end tidligere. Dog lå det ligesom i luften, at der skulle komme et røveri med uskyldige mennesker som gidsler, men at det skulle blive af det omfang, som tilfældet blev i Kreditbanken på Norrmalms­torg i august 1973, havde vel ingen kunnet forudse. Denne spændingsladede hændelse, gav ekko i massemedierne verden over.

Torsdag den 21. september 1950 om aftenen stævnede det i Panama indregistrerede fragtskib s/s Energi langsomt frem i Ålandshavet. Det blev den sidste tur. Lige fra begyndelsen troede man, at skibet var sejlet på en mine. Først 15 år senere fandt man ud af, at grunden var en helt anden.

Vi befinder os i den lille by Näset i Tornedalen om­trent midt mellem Haparanda og Övertorneå. Det er torsdag den 14. november 1975, og efterårsmør­ket har sænket sig over dalen og det lille samfund. Kong Vinter har adviseret om sin forestående an­komst ved at skrue temperaturen ned til et par gra­der under nul og frosten har taget et ordentligt greb i naturen, som nu er blevet helt hvid. Der var naturligvis ikke et menneske, der kunne forudse, at Kong Vinter af denne grund ville komme til at spille en helt afgørende rolle i nattens begivenheder i den lille by.

I foråret 1974 døde en gammel mand på Skt. Bir­gittas hospital i Vadstena. Dermed sluttede en mærkelig skæbne. Manden hed Johannes Kroeger - dømt for mord. Han havde tilbragt 56 år af sit liv bag tremmer. Det er rekord i Sverige.

Røverier på postkontorer har man efterhånden haft adskillige af i Norge, men at røverne som i denne refererede sag affyrer skud mod og sårer personalet på postkontoret, har man dog hidtil været forskånet for. Politiet kom lidt for sent ind i billedet og fik derfor for sent sat den særlige røverialarmplan i værk. Men politiets vilje til aldrig at give op gav alligevel resultat.

Skrædderen Anders Christensen var en ensom mand, lille og pukkelrygget. Efter femten slidsomme år i Amerika var han vendt hjem til Norge som en velhavende mand for at se sin livsdrøm gå i opfyldelse - egen gård i Maridalen. At hans lykke kun skulle blive kortvarig, skyldtes rygterne om hans mange penge og vel også den omstændighed, at han boede helt alene.

Ved to-tiden om morgenen den 19. august 1949 blev en taxachauffør myrdet på en øde vej sydfor Krylbo i Dalarna. Forbrydelsen blev aldrig opklaret. Den 19. august 1975 25 år efter var den forældet, d.v.s. gerningsmanden kan ikke straffes, selv om han bliver kendt. Forbrydelsen vakte i sin tid enormt opsigt, og vi vii her skildre, hvad der skete, og hvordan politiets opklarings­arbejde foregik på den tid.

Da mordet pa Tellervo Lindroos for nylig var blevet begået, og de skyldige stadigvæk forsøgte at gemme liget, spadserede Armas Nymann lykkeligt omkring på sin grund i Klaukkala i Nurmijiirvi uden at ane noget om, at han skulle blive det næste offer for den samme bandes forbrydelser.

Indbyggerne i Riispyy i Sastmola sogn forberedte sig til julen. Det gjorde Martta Halonen, en 70-årig enke efter en landbruger, også. Hun boede alene i sit lille hus i udkanten af byen. Men julen blev ik­ke, som hun havde tænkt sig...

En serie drab udøvet i Tammerfors i sidste halvdel af 1964 satte byen i alarmtilstand. Tilsyneladende uden motiv var de dog indbyrdes forbundne, idet ofrene alle drev forretning med køb og salg af brugte varer. Politiet var uden spor; indtil gerningsmanden begik en fejl.

Det var en strålende sommermorgen den 1. juni 1970. Sædvanligvis var der ingen mennesker på dette sted i Laksevåg uden for Bergen. Det ligger lidt for afsides. Men denne morgen var der opstået en eller anden fejl på vandforsyningen - noget med klortilførslen - og to vandværksarbejdere var sendt op til klorhuset ved vandreservoiret for at rette fejlen. De havde kun kunnet opholde sig få minutter inde i klorhuset, så måtte de ud for at få lidt frisk luft. Herude blev de mødt af et syn; der chokerede dem betydeligt mere end den kvælende klorgas - et lig.

Denne begivenhed skete i en af dalene nord for Oslo. Den journalist, som var blevet sat på sagen, var nødt til at køre forholdsvis hurtigt. Det var fre­dag, og lørdagsavisen havde på det nærmeste sprængt rammerne, så manuskriptet måtte være parat i god tid. Der var ikke meget trafik på vejene, for denne historie foregik et par år før krigen, 1938, og på den tid havde man ikke lørdag fri i Norge, som man har det i vore dage.

Når man vil diskutere planerne for en forbrydel­se, skal man ikke sætte sig på en overfyldt restau­rant og bestille øl og vin - der er altid nogle, der lytter.

Det hele var så enkelt. Pengene lå der bare, og han havde sådan brug for dem. Man kunne bare tage et bundt ...Det var ikke lige så enkelt for politiet, der skulle opklare sagen. Men alting løser sig - hvis man ikke giver op.

En forkert person var mistænkt under det første stadium for røveriet ved Norrmalmstorg. Den mis­tænkte lod imidlertid høre fra sig fra Hawaii for at bevise sin uskyld. Men han havde skumle affærer på sin samvittighed - han var til og med efterlyst, og der var afsagt fængslingskendelse mod ham. Om hans forskellige kup og udsvævelser handler denne artikel.

Efter måneders forberedelser gør en røvertrio sig parat til at tømme en banks velfyldte kasser. Deres plan er planlagt i hver detalje, deres fremgangsmåde raffineret. Det skulle blive deres livs kup og forsørge dem i al fremtid, troede de..

En mand skudt i hovedet bæres ud på båre fra Dronning Kristinas jagtslot på Kammakargatan i Stockholm. Dette er kulminationen på et drama, der be­gyndte som et væbnet røveri mod en bank onsdag den 9.juli 1975 og udspillede sig i City med tusin­der af stockholmere som forundrede og bestyrte­de tilskuere.

Mandag morgen den 9. januar 1967 fandt man tre mænd dræbt i Handen centrum lige syd for Stockholm. Det var to politimænd og en natte­vagt. Alle var blevet skudt til døde. Misgerningen vakte afsky og bestyrtelse, og kravet fra pressen og offentligheden var enstemmigt: Forbrydelsen måtte opklares.

Det første i en serie tyverier fra Hærens hovedarsenal på Grorud blev begået den 6. oktober 1947. I løbet af kort tid blev stedet besøgt ikke mindre end elleve gange. I otte af disse tiltælde blev der stjålet betydelige mængder af ammunition, våben og andre militære effekter.

Tirsdag d. 11. juni 1974 blev der anmeldt til politiet i Kungälv, at en 19-årig pige ikke var kommet tilbage til hjemmet i Kode efter et besøg i Folkets Park, Kungälv. Det skulle vise sig, at tilfældet blev en svær gåde at løse. Først efter intensive eftersøgninger i løbet af hele sommeren og med befolkningens hjælp kunne politiet klarlægge sagen, som blev en af de mest omtalte i svensk presse det år.

I slutningen af den europæiske sikkerheds- og sam­arbejdskonference i Helsingfors skete der en begi­venhed, som vakte stor opmærksomhed både i den indenlandske og udenlandske presse. I den hensigt at standse en glasfiberbåd, som befandt sig i et be­vogtet område, og som sejlede med stor fart uden lys, affyrede marinesoldat Jarl Mikkonen et skud med sin raketpistol. Skuddet ramte imidlertid så uheldigt, at båden blev antændt og forårsagede derved de to ombordværende mænds død. Alt det­te skete den 31. juli 1975 på Laajalahti lige ved Helsingfors.

Denne artikel skildrer, hvorledes en ung kvindelig narkoman blev udnyttet som kurér for en amerikansk yngling til at smugle LSD og cannabis til Sverige fra U.S.A. og Indien.