Bøger af Diverse

I denne artikel bliver der givet en summarisk oversigt over røverier og lignende forbrydelser, der blev begået mod ældre mennesker i Norge i 1982. De fleste af sagerne er så friske, at der endnu ikke er blevet afsagt domme i sagerne, men de fleste har tilstået og siddet i varetægtsfængslet i længere eller kortere tid, alt afhængig af politiets bedømmelse af risikoen for tilbagefald.

Titlen er egentlig misvisende, fordi denne artikel handler om to grove røverier, der fik megen omtale i massemedierne. I såvel aviser, radio og fjernsyn blev de to røverier kaldt for "LL-røveriet", deraf artiklens navn.

Et af de mørkeste kapitler i norsk kriminalhistorie blev skrevet en vinternat på en øde skovvej i Hadeland, et smukt skov- og landbrugsområde omkring halvtreds kilometer nordvest for Oslo. To unge mænd, på 18 og 20 år, gennemførte her en regulær henrettelse af to andre unge mænd på 23 år. Drivfjederen bag dette var en ekstrem politisk fanatisme og våbengalskab. Navnet Hadeland har fået en ufortjent bitter bismag efter dette, der chokerede hele den norske befolkning.

For godt 80 år siden blev en af de mest opsigtsvækkende handlinger i svensk kriminalhistorie begået. Det skete ombord på dampskibet "Prins Carl", der sejlede på ruten Stockholm - Köping - Arboga. En sindssyg mand ved navn Johan Filip Nordlund var passager på skibet fra Arboga til Stockholm, hvor han overfaldt såvel besætning som passagerer i den hensigt at ville dræbe dem og stjæle såvel deres penge som andre værdigenstande. Hans motiv var at få fat i nogle penge, så han kunne virkeliggøre en gammel drøm om at købe sit eget skib.

Fredag den 16. juli 1982 ved 8-tiden om morgenen skete der en voldsom eksplosion udenfor chef anklageren Sigurd Denckers hus på Harovejen 15 i Orminge. Eksplosionen blev efterfulgt af en brand, der hurtigt bredte sig og førte til det resultat, at hele huset blev totalødelagt.

Hovedpersonen i indledningen af denne beretning er en mand på cirka 45 år. Vi kan kalde ham Alvar Wadman. Han havde allerede i et par år været enkemand og levede et ret ensomt og tilbagetrukket liv i Solna nord for Stockholm. I de sidste år var der meget få personer, der havde besøgt ham i hans lejlighed. Det var kendt, at han søgte prostituerede både i Stockholm og i udlandet, hvor han især havde rejst til Middelhavslandene. Hans omgang med den "lette garde" skulle vise sig at blive skæbnesvanger for ham.

I det tidlige forår 1985 blev der i Göteborg opdaget en bande, der havde specialiseret sig i at indføre og forhandle store mængder cannabis til Sverige. Banden, som politiet døbte Hotelbanden, beskæftigede sig med handel af ca. 200 kilo cannabis, hvoraf de ca. 100 kilo blev beslaglagt. Flere millioner kroner forlod landet. Den narkotika, der blev indført, blev hovedsageligt solgt til personer i Göteborg og Stockholm, men også visse steder i Småland fik narkotika via banden. Hidtil er 13 personer blevet dømt for deres beskæftigelse med narkotika, og disse 13 fik en sammenlagt straffetid på i alt 41 års fængsel. Banden blev styret fra Holland, og der er endnu nogle personer, der ikke er blevet pågrebet. Flere bandemedlemmer er anholdt in absentia.

Trolltindemassivet er en af de mest vilde fjeldformationer i Norge. Bjergkæden hæver sig med sine toppe og tinder godt 1.700 meter over dalen. Blandt bjergbestigningsentusiaster betragtes Trollveggen som Europas højeste lodrette fjeldside. Denne kendsgerning lokker hvert år klatrelystne vovehalse og dristige faldskærmsudspringere til Romsdalen. Romsdals politidistrikt har været skueplads for en lang række ulykker, der i de sidste 20 år har kostet henved 30 mennesker livet. I forbindelse med disse har politidistriktet været nødt til at iværksætte redningsaktioner, som mange gange har været dramatiske, og som har været på nippet til at koste flere liv.

Fredag den 30. november 1934 højtideligholdt menigheden i Ulvila I 100-årsdagen for Karl Emil Stenbacks fødsel. Stenback var sognepræst i menigheden og var blevet en central skikkelse på stedet. Han havde blandt andet ladet en kirke bygge på egen bekostning. Det var i denne helligdom at mindet blev fejret. I nattens mørke lå kirken tyst og øde hen, efter at menigheden var vendt tilbage til deres hjem. Men pludselig flammede en ild op. Trods menighedens ihærdige indsats kunne man ikke hindre ildens fremfærd - mindesmærket brændte ned til grunden. Efterhånden afsløredes, at stedets diakonisse var blevet offer for branden, og derefter varede det ikke længe, før det stod klart, at branden var menneskers værk. Men hvad var egentligt indtruffet? Hvorfor? Og hvem var den skyldige?

Der er mange, der er blevet snydt i handler. Vildledende oplysninger og brudte løfter er også et ret almindeligt fænomen. Trusler om fysisk vold i forbindelse med forretninger er derimod ikke så almindeligt – i det mindste ikke i vort land. Det er dog helt klart, at det foregår. Måske sker det oftere, end man forstiller sig, fordi ofrene ikke altid tør melde det til politiet. I denne artikel vil vi beskrive nogle sager, hvor fysisk vold og trusler om mishandling er blevet anvendt som forretningsargument

Onsdag aften den 9. maj 1979 og den følgende nat var en trav tid for de tre berusede unge mænd, der i løbet af dette korte tidsrum nåede at begå en lang række grove lovovertrædelser i Raumo. To mænd blev ofre for deres fremfærd, derudover anlagde de mordbrand, gennemførte røveri og andre grove forbrydelser.

I efteråret 1975 begik to unge mænd det hidtil største pengerøveri i Norge. Deres udbytte blev på 1.246.550 kroner. Men i løbet af en uge kunne politiet betragte sagen som opklaret. Røvernes drøm om en fremtid uden økonomiske bekymringer faldt til jorden.

Et kvindelig landpostbud kører sin normale rute med postbilen ad øde veje i den tyndtbefolkede egn i nærheden af Västerås. Denne dag er der ret mange penge i bilen – det er pensionerne, der skal udbetales i løbet af dagen. Pludselig bliver hun standset af to bevæbnede og maskerede mænd. De er ude efter pengene i postbilen – de har valgt den rigtige bil og det rigtige tidspunkt til deres overfald. I løbet af et par minutter er bilens værdifulde last – eller i det mindste en del af den – blevet røvernes bytte, og de forsvinder hurtigt fra stedet.

I begyndelsen af januar 1979 blev en række uforklarlige dødsfald meldt til politiet i Malmø. Dødsfaldene var sket på en langtidsmedicinsk afdeling på et af byens hospitaler. Det viste sig at blive optakten til et af årets mest sensationelle sager. Begivenheden fik i pressen den betegnende overskrift "Hospitalsmordene" -et rammende ord for en tragedie der er enestående i svensk kriminalhistorie.

Det begyndte med et enkelt tyveri og endte med et kynisk mord. Sådan kan man meget kortfattet beskrive den sag, der blev opklaret af politiet i Malmö i begyndelsen af 1980, og som man dårligt kan forestille sig kan være sket i virkeligheden. I slutfasen fik pressen og befolkningen øjnene op for den makabre begivenhed, mens frømænd ledte efter et parteret lig i havnen.

Dette er en skildring om en hjemmegående kone, en 41-årig kvinde, der blev bordelværtinde, om hendes piger og deres kunder. Det er også en skildring af den skæbne, der rammer dem, som bliver trukket ind i alkoholmisbrug.

En af de mest omfattende serier af røverier i Sydsverige fik sin afslutning i retten i Malmö i 1982. De ramte byer var Lidhult, Hästveda, Knäred, Malmö og mange andre byer. Hovedpersonen var specialist i røverier, og hans medhjælpere kompletterede ham som forbrydere af den bedre klasse.

De to unge mennesker, Sinni og Junnu, gik i skole sammen. De blev forelskede i hinanden og flyttede sammen. Deres første år sammen gik godt – de fik endda et barn. Alt burde derfor have været godt og lykkeligt, men det var ikke tilfældet. Jalousi kom ind i billedet, og deres kærlighedshistorie fik en sørgelig slutning. Pigen fik men for livet, og fyren blev idømt en lang fængselsstraf.

Han var selvsikker, kvik og intelligent, og derfor blev han den selvskrevne leder af en gruppe studenter, der var ved de afsluttende eksaminer på handelsskolen. Det var en hektisk og spændende tid med mange optog og festlige indfald. Nogle gange virkede det dog, som om dømmekraften svigtede, og da overskred drengestregerne grænsen til kriminalitet. Mon det var for at se, hvor langt de kunne gå uden at blive opdaget?

Den 16. marts 1916 blev den svenske offentlighed rystet over en opsigtsvækkende nyhed i aftenavi­serne. Der kunne man læse om et modbydeligt morddrama, der den samme dag ved 12-tiden havde udspillet sig i Arbetareringens bankkontor i Humlegårdsgata 7 i Stockholm. Bankpersonalet, bankbestyrer Erland Lundgren og kasserersken Vera Wolff, var begge myrdet af en ung mand, der var gået frem på en så koldblodig og grusom måde, som langt overgik, hvad man tidligere havde hørt tale om. Vidne til en del af begivenheden var en bankkunde, en ung dame, nu over 90 år gammel. Hun skildrer her dramaet og de belastninger, som hun selv var udsat for.

Det så gunstigt ud for ham. Med lidt initiativ kunne han have skaffet sig en god uddannelse og et job, men undervejs mod det mål var der noget, der slog fejl. Hvad var grunden til, at en intelligent og kvik ung mand fra et godt miljø havnede på skråplanet? Var det spiritusmisbrug, der ødelagde selvkritikken? Var det manglende karakterstyrke? Eller er det vores liberale samfund med stor frihed og lidt ansvar, der må bære sin del af skylden for sådanne tragedier?

Han forsøgte at fordrive sin tærende angst ved at tage hævn, ved at straffe nogen - hvem som helst. Det var som en indre tvang, der fik ham til at udføre den værst tænkelige handling - en rituel handling for at slippe fri. Men angsten forlod ham alligevel ikke. Den blev i stedet værre, og han blev først befriet, da han tog sin sidste beslutning.

Fredag den 23. november 1979 så ud til at ville blive ligesom alle de andre grå novemberdage på posthuset i Döbelnsgatan i den nordlige Stockholm. Men som sædvanlig på en fredag var der en vis forventning i luften. Weekenden nærmede sig. Der havde været levende lys på bordet til eftermiddagskaffen. Det var i dette fredelige miljø, at et af årets mest brutale og opsigtsvækkende postrøverier med efterfølgende forbrydelser tog sin begyndelse.

Det norske politi havnede i en vanskelig situation under den tyske besættelse 1940-1945. Besættelsesmagten og de norske nazistiske myndigheder udfærdigede en lang række love og forordninger, der ikke blev sanktioneret af de legale norske myndigheder. De fleste politifolk kunne ikke med god samvit­tighed arbejde efter disse love. De saboterede dem efter bedste evne. Et stykke tid gik det godt, men efterhånden blev sabotagen så tydelig, at de nazistiske myndigheder, støttet af tyskerne, bestemte sig for at statuere et eksempel. Det kostede flere kolleger livet.

Denne artikel handler om en 25 år gammel sag, en sag der aldrig blev opklaret, og som derfor blev noteret i statistikken som en uopklaret forsvinden. Omstændighederne peger dog på, at der er begået en grov forbrydelse. Man blev aldrig i stand til at bevise, at den forsvundne var blevet myrdet, da der aldrig blev fundet noget lig. Men denne sag støtter den generelle opfattelse, at mystiske forsvindinger ofte er nært knyttede til grove forbrydelser.

Nordisk Kriminalreportage indeholder en lang række spændende og autentiske politisager fra Sverige, Norge, Finland og Island. Sagerne er skrevet af de politifolk, der var med i opklaringsarbejdet. Sagerne er alle afsluttede, og domsfældelse har fundet sted.Det er hæsblæsende læsning, og ofte overgår virkeligheden fantasien. Læseren kommer med ind bag nogle af de mest dramatiske sager i skandinavisk politihistorie, og får stiftet bekendtskab med det puslespil, det er at finde frem til gerningsmændene.Sager:"Torturbanden""Strømpemordet""Zaak Kristina""Dyrenes beskyttelse""Den fantasifulde, falske læge""Grillfesten på Granbacken""Hvad havet skjulte""Kærlighed ved første blik""Smart forretningsmand""Spritfabrikken""Lejlighed gør tyv""Mislykket bankrøveri""Pensionist som detektiv""Flaskeånden""Mordforsøg pr. brev""Kom ideen fra TV?""Hadets høst""Rentyvene""Foderkværnsmordet""Viborgmordet""En troløs tjenestemand""Postrøveri forrige århundrede"

En af de sidste dage i december 1981 overraskede en trio brutale røvere to vagtmænd, der netop var ankommet til Sollentuna centrum med en værditransport. En af røverne åbnede ild med sin pistol, og den ene vagtmand blev mejet ned. Mordet på den 47-årige ABAB-vagt kan betegnes som en ren og skær henrettelse. Han blev skudt ned på nært hold med to pistolskud i hjerteregionen midt på åben gade om formiddagen. Flere personer på gaden befandt sig i farezonen under skyderiet.

I 1955 udspillede der sig en række dramatiske og voldsomme begivenheder på Færøene – affødt af en strid om ansættelsen af en læge på sygehuset i Klaksvig.Situationen i Klaksvig blev efterhånden så tilspidset med direkte voldshandlinger mod forskellige myndighedspersoner, at man fra regeringens side i Danmark i september 1955 sendte et udrykningsmandskab af politifolk med fregatten "Rolf Krake" til Færøerne for at bringe ro og orden til veje igen.

"Dette er et røveri, jeg skyder. " "Det største røveri i Norge." "200. 000 kroner i dusør til den, der afslører røveren. " De norske aviser havde godt stof i den periode, hvor landet var hjemsøgt af en gentlemantyv i Arséne Lupins stil.