Bøger af Diverse

Denne historie bygger på 100 år gamle, håndskrevne dokumenter, som blev fundet i Bredtveit kvindefængsel under en oprydning i 1980'erne. Artiklen giver et godt indblik i de elendige og kummerlige forhold, folk levede under på den tid. Der var arbejdsløshed, fattigdom, sult og nød. Folk kæmpede for at klare dagen og vejen. Historien handler om en ung kvinde, som kom galt afsted. Den giver et godt indblik i, hvordan anklagemyndighed og retsapparatet fungerede på den tid.

Anden juledag i 1994 udspillede der sig et natligt drama i Norrbotten, der kunne have endt i en tragedie. Flere politifolk blev beskudt med automatvåben af to desperate mænd, der flygtede efter et mislykket indbrudsforsøg.For at ryste de forfølgende politifolk af sig smed gerningsmændene håndgranater og affyrede automatvåben med det formål "at gøre en ende på dem".De to forbrydere var ingen vårharer. De havde tidligere begået en række tyverier fra våbendepoter i det nordlige Sverige. Udbyttet fra disse – sprængstoffer, håndgranater og ammunition – havde de gemt i et mineret folkevognsrugbrød, som de havde parkeret i et boligområde i Umeå seks uger tidligere.

Under den tyske besættelse af Norge i årene 1940-1945 voksede der en efterretningsorganisation frem, som gik under kodebetegnelsen "XU". Et veludbygget net af frivillige patrioter kortlagde besættelsesmagtens installationer og dispositioner i Norge.Skønt organisationen ved krigens slutning talte langt over 2.000 medarbejdere, er der blevet skrevet meget lidt om deres indsats. De havde afgivet tavshedsløfte, og ved krigens slutning blev de enige om, at der ikke skulle røbes noget om det arbejde, som var blevet udført. Der skulle gå næsten et halvt århundrede, inden de ansvarlige myndigheder lindede på sløret og gjorde en del hemmelige dokumenter tilgængelige for massemedierne.

Den drabsdømte sikringsfange var stormende forelsket i en fængselsbetjent. Han ønskede at eje hende med hud og hår. Men det var ulykkelig kærlighed, og farlig jalousi førte til et brutalt mord.

Kærlighed og attrå kan lede mennesker bort fra virkeligheden og realiteterne. Godt inde i følelsernes ugennemtrængelige tåge og uden hjælp udefra udvikles der nogle gange aktiviteter, der kan blive skæbnesvangre for den ramte. Det kan også gå ud over andres sikkerhed. Motivet til begivenhederne i artiklen var som beskrevet her, men heldigvis var der ingen, der kom til skade.

Da den 46 år gamle Stig Rogne kom ud ad porten til Ullersmo landsfængsel, færdig med sin sidste afsoning, havde han bestemt sig til at bryde med sin normale livsførsel. Fra nu af ville han være en lovlydig borger. Men det var ingen let opgave, han gav sig i kast med, for hans omgangskreds bestod mest af fængselsfugle. Hvis han skulle have held med sit forsæt, måtte han væk – langt væk.

Onsdag den 5. april 1989 forlod den 73-årige Doris Olsson sin bopæl i Hägersten i Stockholm for at købe ind i den nærliggende købmandsforretning. I håndtasken lå der 1.500 kroner, nøgler til hendes bopæl, ID-kort og desuden en bankbog med 85.000 kroner på kontoen. Hun ville ikke lade bankbogen ligge derhjemme af frygt for indbrudstyve. Da hun vendte tilbage fra forretningen og skulle til at gå ind ad sin dør, mærkede hun, at en eller anden rykkede i hendes håndtaske ...En fejltagelse fra den vagthavende anklagers side og en stor portion stædighed fra politiets førte til, at de to hovedpersoner i denne sag kunne bindes til ikke mindre end 19 tasketyverier og dermed efterfølgende grove bedragerier.Denne artikel er oprindeligt udgivet af Dansk Politi-Idræts Forlag.

Den følgende artikel handler om en enestående begivenhed i Finlands arkivhistorie. En mand, der udgav sig for at være arkitekt, besøgte en række forskellige arkiver rundt om i Finland og fik udleveret værdifulde dokumenter, som han sagde, han skulle bruge til slægtsforskning. Ved disse 'forskningsbesøg" mistede arkiverne en del uerstatteligt materiale. "Forskeren" var nemlig en tyv, der fjernede dokumenter fra de samlinger, som han fik udleveret. Senere solgte han dem så videre med god fortjeneste.

I den konstellation af meget kriminelle personer, hvis foretagsomhed skal beskrives i denne artikel, optræder der et stort antal personer. Vi nøjes med at fortælle om ti personer- fingerede navne. I den del af efterforskningen, som vi har stiftet nærmere bekendtskab med, er der tre hovedpersoner. To af disse, Aluvo og Leba, bliver især beskrevet i artiklens første afsnit. Senere i artiklen bliver den tredie ho­vedperson, Olvi, og dennes specielle form for kriminalitet beskrevet. Leba begyndte sin kriminelle løbe­bane allerede sytten år gammel, mens Aluvo og Olvi var omkring tyve år, da de debuterede.

Den 17. juli 1995 var Mikael Ljunggren, præsident i Bandidos MC Sweden, på vej hjem til Helsingborg efter et besøg hos en supporterklub i Finland. På E4 udenfor Ljungby i Småland kørte han forbi en dansk bilist, der kort efter blev vidne til, at Mikael Ljunggren – tilsyneladende uden grund – kørte i grøften.Politiet kom til ulykkesstedet og kunne hurtigt konstatere, at Ljunggren var blevet dræbt af flere skud, der ramte ham, inden han kørte i grøften.

Mange nye borgere er kommet til Skandinavien med de bedste hensigter og yder en fin indsats i deres nye hjemland. Andre er kommet på falske præmisser, og i stedet for at udnytte den mulighed de har fået, fortsætter de med deres uærligheder som tidligere. De ødelægger det ikke kun for sig selv, men også for de mange med ærlige hensigter.Dette er historien om en indvandrer, som ikke benyttede den mulighed, han havde skaffet sig. Nogle sted- og personnavne er opdigtede.

Navnet "Karnevalsbanden" blev især brugt i mas­semedierne i forbindelse med en serie væbnede røverier, der fandt sted i Stockholm og omegn i løbet af 1985-1986. Politiet brugte også navnet som arbejdsnavn under efterforskningen. Indirekte var det bandemedlemmerne selv, der skabte navnet ved at klæde sig på en sådan måde, at de helt naturligt gled ind i de miljøer, hvor røverier­ne blev gennemført. I parentes bemærket skal det nævnes, at en af gerningsmændene dog mente, at "Tåregasbanden" havde været et mere passende navn.

Det er ikke noget nyt, at såkaldte fine navne og titler bliver benyttet med succes inden for kriminalitet. Det er vanskeligt for enkeltstående, uerfarne personer at beskytte sig mod sådanne falsknerier, men det er bemærkelsesværdigt, at også erfarne forretningsmænd går i fælden.

I denne artikel fortælles om en sag, hvor en meget lille detalje var baggrunden for en mistanke. En lang række indicier og påviselige gentagne løgne fra den mistænktes sideførte efterhånden til beviser, tilståelse og en fældende dom.

Charles var 86 år gammel, men han var både rask og frisk. Han boede i et lille hus for sig selv og levede nærmest som eremit. Der gik rygter om, at han hav­de mange penge gemt i sit hus, og dette rygte nåede også nogle unge menneskers ører. En nat brød de ind hos den sovende gamle mand. De overfaldt ham og stjal de penge, som han opbevarede i en sæk under sin seng. Derefter forlod de ham forslået og blødende, mere død end levende.

Om formiddagen den 15. august 1991 opsøgte en kvinde Rakkestad lensmandskontor i Østfold og anmeldte en person som savnet. Den savnede var hendes 22-årige søn, Tor Arne Berg, som hun ikke havde set i tre måneder. Sønnen, der færdedes i det kriminelle miljø i Sarpsborgdistriktet og ikke havde nogen fast bopæl, forsvandt pludselig fra tid til anden, men han havde aldrig tidligere været væk i så lang tid. Det var helt unormalt, og hun var bange for, at der kunne være sket ham noget. Alle personnavne er fingerede.

AIle forbrydelser har et mere eller mindre klart for­mål. Gerningsmanden vil enten skaffe sig økonomiske eller materielle fordele på bekostning af andre, eller også vil han hævne sig på grund af en uretfær­dighed. Hvis hævnmotivet er den udløsende faktor, resulterer det for det meste i, at modstanderen ud­sættes for fysisk vold. Men der forekommer også en type forbrydelse, hvor gerningsmanden på en ofte udspekuleret og infam måde forsøger at skade sine ofrer psykisk. Da drejer det sig om brevterror. I Finland blev der i 1984 afsløret en person, der gennem lang tid havde plaget sine medmennesker ved at sende anonyme breve til dem og deres pårørende, bestille varer i deres navn og til og med ind­sætte falske dødsannoncer i aviserne.

Alastro kommune i det sydvestlige Finland er et typisk landbrugsområde, hvor gårdejerne har forsøgt at specialisere sig i et enkelt produkt som for eksempel produktion af grise, høns, kartofler eller korn. Det havde man også gjort på Kalle Lainonens gård i byen Tammiainen i Alastaro kommune. I begyndelsen gik alt godt, men så blev gården ramt af en tragedie.

I juli 1986 blev der begået et brutalt overfald ombord på bilfærgen Sally Viking, da den var på vej fra Åbo til Stockholm. Den mand, der blev overfaldet, blev bestjålet og koldblodigt myrdet. Vidner havde set, at manden havde været sammen med en mand og en kvinde. Men hvem det var, ja det blev politiets opgave at finde ud af. Inden mordet blev opdaget, nåede færgens passagerer at blive spredt som blade for vinden, og politiet måtte derfor starte deres efterforskning på så godt som bar bund.

For tredje år i træk viste opklaringsprocenten en faldende tendens til trods for, at en række af byens kendte kriminelle ansigter sad inde og afsonede deres straffe. Bunken af uopklarede sager burde være reduceret betragteligt. Problemet blev diskuteret ved K IV's morgenparole umiddelbart efter nytår i 1993.Stod man over for organiseret kriminalitet? Eller var nye smarte profitjægere slået ind på en kriminel løbebane? Der var meget, der talte for, at man burde børste støvet af en del uopklarede sager for at se nærmere på dem. (Alle personnavne er fingerede).

Det lakkede mod julen 1983, og Jari Oksanen havde orlov fra fængslet. I forbindelse med en anden stor højtid - påsken 1980 - havde han gjort sig skyldig i en alvorlig forbrydelse, som han nu afsonede straf for. Nu op til højtiden var det igen tid for en ny al­vorlig forbrydelse. Endnu en gang gjorde Jari Oksanen sig selv til hovedperson - men absolut ikke som nogen helt.

Indiciebeviser eller vidnebevisførelse er en vanskelig ting. Denne artikel har til hensigt at vise dette. Det er besværligt, der er mange omgange, men forsøg på intellektuelle bortforklaringer kan - som i denne sag - fældes på kendsgerninger, politiets afhøringsmetoder og afhøringstaktik, der altid skal baseres på, hvad der i virkeligheden er foregået, dvs. sandheden. Der er mange omgange, men til sidst vinder sandheden.

Tidligt om morgenen den 15. maj 1984 anløb det honduranske skib Condata Goteborgs Frihavn med en last af bananer fra Almirante i Panama. Ved toldeftersynet blev der fundet 40 kilo kokain i en smøreolietank i skibets maskinrum.

Lige før jul fortalte Jaakko J. Salo, der er medlem af Kvarkens Ornitologiske Forening, at der cirkulerede et rygte i Vasa, der gik ud på, at der var nogen, der havde skudt en havørn i skærgården en gang i løbet af efteråret.

Hvem kunne vide, at der bag det samvittighedsfulde og pligtopfyldende postbud gemte sig en kold og beregnende postrøver. Under alle omstændigheder kunne hans arbejdskammerater ikke vide det og hel­ler ikke nogen anden i hans kammerat- og vennekreds. Det kom derfor som et chok for mange, da han blev anholdt og senere fængstet mistænkt for et af de største postrøverier i Sveriges historie.

Det var lidt af en julegave Viktor Antonsen fik med den 29. december 1992, da han gik ud af Norges største bank med 17,2 millioner kroner i kontanter, hævet på en falsk bankgiro.Da han kom ud af banken med sine millioner i en kuffert og en sportstaske, holdt der standsmæssigt en bil med chauffør og ventede på ham. Turen gik til Aker Brygge, hvor pengene blev fordelt mellem de implicerede.Fejringen af kuppet blev henlagt til et hotel i København. Stemningen var høj og pengeforbruget så stort, at det vakte opsigt. Det var en af grundene til, at de ret hurtigt blev indhentet af lovens lange arm. (De implicerede parters navne er fingerede).

Allerede i begyndelsen af 1800-tallet var lovens vogtere grundige i deres undersøgelser af grove forbrydelser. I denne norske artikel, der handler om et kynisk rovmord i Numedal (cirka 100 km vest for Hønefoss), benægtede den mistænkte hårdnakket forbrydelsen. Det blev de "tavse vidner", der blev afgørende. Sporene efter gerningsmanden og fund på forskellige steder, han havde besøgt, blev de fældende beviser.

I foråret 1984 hoppede fire unge idrætsmænd af fra Estland via Finland til Sverige. De gennemførte deres flugt i en gummibåd. De fik asyl i Sverige, og pressen udråbte dem til helte. Helteglorien blegnede imidlertid voldsomt knap et år senere, da to af dem begik to væbnede røverier i Helsingfors.