Teater

"Los hombres aconsejan y dan palabras de consuelo para el dolor que no sienten, pero cuando lo prueban, su consejo se vuelve pasión.""Mucho ruido y pocas nueces" fue escrita en 1599 y es considerada como una de las grandes comedias del escritor británico William Shakespeare. Expertos en la obra de Shakespeare consideran "Mucho ruido y pocas nueces" como parte de una trilogía romántica junto a "Como gustéis" y "Noche de reyes".Esta comedia romántica está ambientada en Mesina, Italia, y empieza con la visita de don Pedro de Aragón y sus secuaces al gobernador de Mesina, Leonato, después de luchar en una de las múltiples batallas en las que han participado. Durante esta visita, uno de los caballeros de don Pedro se enamora de la hija del gobernador, Hero, y don Pedro decide poner en marcha un plan para hacer posible la unión entre Claudio, su soldado, y Hero.Como suele ocurrir en este tipo de comedias, el plan fracasa, y pone en marcha un seguido de malentendidos y desgracias que acabarán con la falsa muerte de Hero. Pero por suerte, no todo acaba en desgracia y Shakespeare nos brinda un final feliz lleno de amor y alegría."Mucho ruido y pocas nueces" ha sido adaptada para la gran pantalla varias veces. La versión más exitosa hasta la fecha fue estrenada en 1993 y fue dirigida y protagonizada por Kenneth Branagh (My Week with Marilyn, Harry Potter y la cámara secreta, Thor).William Shakespeare es considerado como el escritor más significante de la literatura universal. Como dramaturgo Shakespeare escribió tragedias, obras históricas y comedias que aún se ponen hoy día, más de 400 años después. El poeta contemporáneo Ben Johnson comentó sobre Shakespeare en 1623 que "él no pertenecía a una edad, sino que es atemporal."

"Los dos hidalgos de Verona" es una de las obras menos conocidas de William Shakespeare, y hay indicios de que nunca fue representada mientras el autor vivió."JULIA- Sus palabras son cadenas; sus juramento, oráculos; su amor, sincero; sus pensamientos, puros; sus lágrimas, intérpretes verdaderos de su alma. Su corazón dista de la perfidia como la tierra del cielo.LUCÍA-Ojalá le halléis así al llegar a su lado.No hay placer en la tierra comparable a la dicha de servir al Amor."Esta comedia, publicada por primera vez en 1623, aunque hay indicios de que fue escrita alrededor de 1590, cuenta la historia de dos amigos pertenecientes a la clase noble de Verona.Valentino abandona Verona y a su amigo Proteus en un viaje hacia Milán y la madurez. Poco después, Proteus se acaba uniendo a Valentino en Milán con la esperanza de madurar y volverse un hombre de provecho, cuando se da cuenta de que Valentino se ha enamorado de la hija del duque de Milán, igual que él. Entre triángulos amorosos y el día a día de la nobleza italiana, los dos jóvenes se verán envueltos en múltiples problemas de corazón que acabarán haciéndoles cuestionar su amistad."Los dos hidalgos de Verona" gira entorno el debate entre la amistad y el amor, propio de la época del Renacimiento. La cultura de esa época suele mostrar un claro interés moral por la amistad antes que por el amor en base a la creencia que el amor entre amistades es más puro, ya que deja a un lado el deseo carnal.William Shakespeare es considerado como el escritor más significante de la literatura universal. Como dramaturgo Shakespeare escribió tragedias, obras históricas y comedias que aún se ponen hoy día, más de 400 años después. El poeta contemporáneo Ben Johnson comentó sobre Shakespeare en 1623 que "él no pertenecía a una edad, sino que es atemporal."

Det danske romantiske teater står for eftertiden med en ganske særlig glans. Fra Oehlenschläger over Heiberg, Hertz og Hostrup rummede det en stribe ledende dramatikere, hvis skuespil på Det kongelige Teaters scene blev fortolket af en række af landets betydeligste skuespillere. Men hvordan udfoldede skuespilkunsten sig på scenen? Det kan for eftertiden være nærmest umuligt at danne sig et begreb om.I denne bog dykker den danske teaterhistoriker Klaus Neiiendam ned i Edvard Lehmanns teatertegninger, der måske kan være med til at give et pålideligt indtryk af tidens teater. Lehmann var kostumetegner for August Bournonville, før han blev ansat som Det kongelige Teaters faste kostumier – og målet med bogen er så nøje som muligt at konstatere, hvordan den sceniske aktion virkede på tilskuerne i en af de mest frugtbare perioder i dansk teaters historie.Klaus Neiiendam (1938-2010) var en dansk teaterhistoriker. Han var gennem mange år ansat som lektor og senere dr.phil. ved Københavns Universitet, men havde inden da også arbejdet på Teatermuseet i Hofteatret, der blev grundlagt af hans farfar, Robert Neiiendam. Klaus Neiiendam skrev og udgav flere teatervidenskabelige bøger og skrifter.

Skuespilkunsten har en lang og spændende historie bag sig, som flere steder i verden strækker sig flere tusind år tilbage i tiden. Gennem århundrederne har ikke blot selve teaterstykkerne ændret sig betydeligt, men også måden, man fremførte dem på, har gennemgået en stor udvikling, som med tiden begyndte at blive kategoriseret i konkrete teknikker og opdelt i skoler inden for faget.Skuespiller Karl Mantzius fortæller om skuespilkunstens historie helt fra oldtiden og op til starten af det tyvende århundrede. Andet bind fokuserer på skuespilkunsten i middelalderen og renæssancen samt dens udspring af den katolske gudstjeneste og de såkaldte Adamspil og Mariespil. Den fortæller om de dominerende kristne motiver og skuespillernes arbejde med disse, de forskellige samfundsklasser, som skuespillerne kom fra, og samfundets syn på skuespillerne.Karl Mantzius (1860-1921) var en dansk skuespiller og cand.mag. Han var søn af den berømte skuespiller Kristian Mantzius 1819-1879). Begge optrådte de på Det Kongelige Teater i løbet af det 19. århundrede dog ikke på samme tid.

Skuespilkunsten har en lang og spændende historie bag sig, som flere steder i verden strækker sig flere tusind år tilbage i tiden. Gennem århundrederne har ikke blot selve teaterstykkerne ændret sig betydeligt, men også måden, man fremførte dem på, har gennemgået en stor udvikling, som med tiden begyndte at blive kategoriseret i konkrete teknikker og opdelt i skoler inden for faget.Skuespiller Karl Mantzius fortæller om skuespilkunstens historie helt fra oldtiden og op til det 19. århundrede. Sjette og sidste bind fokuserer på klassicismen og romantikken, hvor skuespilkunsten fik lov at blomstre side om side med de andre store kulturelle udviklinger, der fandt sted under disse strømninger. Bogen fortæller om nogle af tidens vigtigste skikkelser og skoler heriblandt Edmund Kean, Oliver Goldsmith og skuespillerfamilien Kemble.Karl Mantzius (1860-1921) var en dansk skuespiller og cand.mag. Han var søn af den berømte skuespiller Kristian Mantzius 1819-1879). Begge optrådte de på Det Kongelige Teater i løbet af det 19. århundrede dog ikke på samme tid.

Skuespilkunsten har en lang og spændende historie bag sig, som flere steder i verden strækker sig flere tusind år tilbage i tiden. Gennem århundrederne har ikke blot selve teaterstykkerne ændret sig betydeligt, men også måden, man fremførte dem på, har gennemgået en stor udvikling, som med tiden begyndte at blive kategoriseret i konkrete teknikker og opdelt i skoler inden for faget.Skuespiller Karl Mantzius fortæller om skuespilkunstens historie helt fra oldtiden og op til starten af det tyvende århundrede. Tredje bind beskriver de engelske teaterforhold med særligt fokus på William Shakespeares enorme indflydelse og teatrets syvmileskridt under den elizabethanske periode. Bogen fortæller, hvordan de første rigtige teatre blev grundlagt i England, og hvilken betydning det havde for skuespillernes vilkår på både og uden for scenen.Karl Mantzius (1860-1921) var en dansk skuespiller og cand.mag. Han var søn af den berømte skuespiller Kristian Mantzius 1819-1879). Begge optrådte de på Det Kongelige Teater i løbet af det 19. århundrede dog ikke på samme tid.

Skuespilkunsten har en lang og spændende historie bag sig, som flere steder i verden strækker sig flere tusind år tilbage i tiden. Gennem århundrederne har ikke blot selve teaterstykkerne ændret sig betydeligt, men også måden, man fremførte dem på, har gennemgået en stor udvikling, som med tiden begyndte at blive kategoriseret i konkrete teknikker og opdelt i skoler inden for faget.Skuespiller Karl Mantzius fortæller om skuespilkunstens historie helt fra oldtiden og op til starten af det tyvende århundrede. Fjerde bind fokuserer på skuespilkunstens udvikling i Frankrig i det 17. århundrede, hvor Molière spillede en afgørende rolle, som fik betydning for hele det europæiske teaters udvikling i de følgende år. Bogen beskriver både Molières spændende liv, der på alle måder var defineret af teatret, og hans store modsætningsforhold til den herskende parisiske teatertradition.Karl Mantzius (1860-1921) var en dansk skuespiller og cand.mag. Han var søn af den berømte skuespiller Kristian Mantzius 1819-1879). Begge optrådte de på Det Kongelige Teater i løbet af det 19. århundrede dog ikke på samme tid.

"Ti års teater" indeholder en samling af den danske teaterkritiker Frederik Schybergs teateranmeldelser og artikler om dansk teater fra perioden 1929-1939. Her bliver både de største klassikere af blandt andre Shakespeare og Ibsen og en række nu om dage langt mindre kendte og for nogles vedkommende næsten glemte skuespil taget under kærlig behandling.Frederik Schyberg (1905-1950) var en dansk litteratur- og teaterkritiker og oversætter. Han begyndte at anmelde for Dagens Nyheder i 1929, kom i 1934 til Berlingske Tidende og var fra 1937 og frem til sin død ansat ved Politiken. Frederik Schyberg har skrevet flere bøger om litteratur og teater.

Skuespilkunsten har en lang og spændende historie bag sig, som flere steder i verden strækker sig flere tusind år tilbage i tiden. Gennem århundrederne har ikke blot selve teaterstykkerne ændret sig betydeligt, men også måden, man fremførte dem på, har gennemgået en stor udvikling, som med tiden begyndte at blive kategoriseret i konkrete teknikker og opdelt i skoler inden for faget.Skuespiller Karl Mantzius fortæller om skuespilkunstens historie helt fra oldtiden og op til starten af det tyvende århundrede. Første bind fokuserer på skuespilkunsten i oldtiden og tager os blandt andet med til Kina, Japan og Indien, før blikket vendes mod det gamle Grækenland og Romerriget, hvis rige skuespillitteratur er så velbeskrevet, men hvis tradition for opførelse og fremførelse af teaterstykker for første gang detaljeret beskrives her af Karl Mantzius.Karl Mantzius (1860-1921) var en dansk skuespiller og cand.mag. Han var søn af den berømte skuespiller Kristian Mantzius 1819-1879). Begge optrådte de på Det Kongelige Teater i løbet af det 19. århundrede dog ikke på samme tid.

Skuespilkunsten har en lang og spændende historie bag sig, som flere steder i verden strækker sig flere tusind år tilbage i tiden. Gennem århundrederne har ikke blot selve teaterstykkerne ændret sig betydeligt, men også måden, man fremførte dem på, har gennemgået en stor udvikling, som med tiden begyndte at blive kategoriseret i konkrete teknikker og opdelt i skoler inden for faget.Skuespiller Karl Mantzius fortæller om skuespilkunstens historie helt fra oldtiden og op til starten af det tyvende århundrede. Femte bind fokuserer på skuespilkunsten i det 18. århundredes Europa, hvor skuespillere begyndte at blive både kendte og anerkendte for deres individuelle talent og skuespilstil. Bogen vender blikket mod Tyskland, Frankrig og England og fortæller om blandt andre, Carolina Neuber, Konrad Ekhof og Adrienne le Couvreur.Karl Mantzius (1860-1921) var en dansk skuespiller og cand.mag. Han var søn af den berømte skuespiller Kristian Mantzius 1819-1879). Begge optrådte de på Det Kongelige Teater i løbet af det 19. århundrede dog ikke på samme tid.

I "Teatret i krig" har den danske teaterkritiker Frederik Schyberg samlet en række af de af sine teateranmeldelser, der blev bragt i Politiken i årene 1939-1948. Her er både de største klassikere – Medea, Vildanden, MacBeth m.fl. – samt mange i dag mindre kendte skuespil taget under kærlig behandling.Frederik Schyberg (1905-1950) var en dansk litteratur- og teaterkritiker og oversætter. Han begyndte at anmelde for Dagens Nyheder i 1929, kom i 1934 til Berlingske Tidende og var fra 1937 og frem til sin død ansat ved Politiken. Frederik Schyberg har skrevet flere bøger om litteratur og teater.

Er skuespilleren kunstner? Eller blot formidler af teaterlitteraturen? Den debat er lige så gammel som skuespillet selv, og i "Skuespillerens kunst" kaster teaterkritiker Frederik Schyberg sig over emnet og diskuterer skuespillerens rolle op gennem teaterhistorien.Frederik Schyberg (1905-1950) var en dansk litteratur- og teaterkritiker og oversætter. Han begyndte at anmelde for Dagens Nyheder i 1929, kom i 1934 til Berlingske Tidende og var fra 1937 og frem til sin død ansat ved Politiken. Frederik Schyberg har skrevet flere bøger om litteratur og teater.

Julie Sødring (1823-1894) var en af de største skuespillere ved Det Kongelige Teater i sidste halvdel af 1800-tallet. Digter og forfatter Nicolai Bøgh, der var en stor beundrer af Julie Sødring, fortæller skuespillerindens livs- og levnedshistorie baseret på en række samtaler med hende i hendes hjem ved Vestervold i København. Bogen tegner et fint portræt af Julie Sødrings spændende liv på teatret og den store personlighed, der lå til grund for hendes talent.Nicolai Bøgh (1843-1905) var dansk digter, lærer og personalhistorisk forfatter. Han har skrevet en lang række bøger om store danske kulturpersonligheder heriblandt Elisabeth Jerichau-Baumann, Kamma Rahbek og Christian Winther. Bøgh blev udnævnt til både titulær professor og Ridder af Dannebrog som anerkendelse for sit litterære arbejde.

Teaterhistoriker Klaus Neiiendam dykker ned i dansk teaterhistorie med seks små historiske studier. Du kan blandt andet blive klogere på Holberg og barokteatret, den musikalske dronning Louise, Todes teater og fru Heibergs favoritkrølle.Klaus Neiiendam (1938-2010) var en dansk teaterhistoriker. Han var gennem mange år ansat som lektor og senere dr.phil. ved Københavns Universitet, men havde inden da også arbejdet på Teatermuseet i Hofteatret, der blev grundlagt af hans farfar, Robert Neiiendam. Klaus Neiiendam skrev og udgav flere teatervidenskabelige bøger og skrifter.

August Bournonville er det betydeligste navn i dansk ballethistorie, og selvom det ikke var ham, der grundlagde den kongelige danske ballet, genskabte han balletkorpset og gjorde det til et af de bedste i Europa.Men scenekunsten er en flygtig kunst, hvilket Bournonville selv var ganske klar over. I anledning af 100-året for Bournonvilles død udgav teaterhistoriker Klaus Neiiendam denne bog, der – blandt andet gennem kostumetegneren Edvard Lehmanns streg – giver læseren mulighed for at opleve den store danske balletmester på scenen.Klaus Neiiendam (1938-2010) var en dansk teaterhistoriker. Han var gennem mange år ansat som lektor og senere dr.phil. ved Københavns Universitet, men havde inden da også arbejdet på Teatermuseet i Hofteatret, der blev grundlagt af hans farfar, Robert Neiiendam. Klaus Neiiendam skrev og udgav flere teatervidenskabelige bøger og skrifter.

Caroline Walter var 1700-tallets mest fremtrædende danske skuespillerinde – og hun var både feteret og forhadt i sin samtid. Senere måtte hun "flygte" til Sverige, hvor hun blev en af de betydeligste sangerinder ved operaen i Stockholm.I denne bog giver den danske teaterhistoriker Klaus Neiiendam et indblik i Caroline Walters opvækst, hendes tilknytning til teaterlivet og hendes lange karriere. Han går også i dybden med datidens samfund og dets forhold til skuespillerstanden og tegner et levende tidsbillede, der bygger på beretninger og citater fra gamle kildeskrifter.Klaus Neiiendam (1938-2010) var en dansk teaterhistoriker. Han var gennem mange år ansat som lektor og senere dr.phil. ved Københavns Universitet, men havde inden da også arbejdet på Teatermuseet i Hofteatret, der blev grundlagt af hans farfar, Robert Neiiendam. Klaus Neiiendam skrev og udgav flere teatervidenskabelige bøger og skrifter.

Jens Kistrup indleder sin bog med sætningen: "Denne bog har sin begrænsning."For det er ganske rigtigt ikke en universel bog om teatret, men i stedet et detaljeorienteret værk om dansk institutionsteater igennem 25 år, fra begyndelsen af 60'erne til midten af 80'erne.Kistrup fortæller blandt andet om forestillingerne "Peer Gynt", "Købmanden i Venedig", "Marx og Coca Cola", "Jeppe på bjerget" og mange flere opsætninger.Den danske forfatter og teaterkritiker Jens Kistrup (1925-2003) gjorde kulturlivet til centrum for sit liv. Allerede i 1946 begyndte han at skrive anmeldelser for Berlingske Tidende, i årene 1956-1964 var han kronikredaktør, og fra 1992 og frem til sin død arbejdede han som teaterkritiker for Weekendavisen. Kistrup har desuden udgivet flere bøger om teatrets verden og samlinger af klummer i bøgerne "Forvirringens tid" (1965) og "Vi gjorde aldrig oprør" (1973).

Der er ikke mange, der kan fortælle en historie så levende og medrivende som Vigga Bro. I "Orkanens øje" deler hun ud af de erfaringer og minder, der har formet hende som historiefortæller. Bogen kredser om tre spørgsmål:Hvilke arbejdsredskaber har fortælleren?Hvad er fortællerens univers?Hvilken teknik kan man bruge som fortæller?Bogen kan både bruges som inspiration til at kaste sig ud i fortællekunsten eller som håndbog for den, der allerede er i gang og ønsker flere redskaber til at udvikle sine fortælleevner.Vigga Bro (f. 1937) er en af Danmarks allerbedste historiefortællere. Hun er også en generøs og inspirerende lærer, som giver feedback, sparring og gode råd til både nye og mere erfarne fortællere. I 80’erne og 90’eren begyndte Vigga Bro for alvor at arbejde med historiefortælling. Interessen blev vakt med Dario Fos fortællinger, og baggrunden havde hun i sin families fortælletradition. Den interesse er efterhånden blevet så stærk, at fortællingerne fylder det meste af hendes professionelle liv. Hun har et stort repertoire af fortællinger fra hele verden – men lige så mange digter hun selv.

I "Danske scenekunstnere" fortæller Kai Flor om de ældste danske teatres historie og om de mennesker, der har været med til at drive dem og til at udfolde sig på scenerne. I bogen tager han os med tilbage til Det Kongelige Teaters tidligste historie og præsenterer os for en række spændende personligheder, der alle havde det til fælles, at de brændte for scenekunsten.Kai Flor (1886-1965) var dansk forfatter, oversætter og musik- og kunstkritiker. Flors forfatterskab omfatter bl.a. bøger om kunst, musik, poesi og arkitektur, men han er bedst kendt for sine håndbøger om klassisk musik. Som oversætter har han bl.a. oversat Vincent van Goghs breve, Darwins udødelige Tanker, Gullivers Rejse og Skatte-øen til dansk. Kai Flor var Ridder af Dannebrog.

Oplevelsen af en teaterforestilling er intet præfabrikeret produkt, som afleveres til tilskuerne og bæres hjem af disse i ens udseende erindringsposer. Oplevelsen af teater er tværtimod facit på et regnestykke, hvori indgår flere ubekendte, blandt andet de rent fysiske vilkårs indflydelse, tilskuerens – skuespillerens indbyrdes placering i rummet. I dette forhold har specielt balkonteatrets udformning og lange levetid favoriseret en voksende uoverensstemmelse mellem den karakteristiske omgangsform uden for teatret og den traditionsdikterede opførsel, som husets indretning understøttede. En levende kritisk holdning hos tilskuerne er ikke blot en egenart ved en bestemt gruppe mennesker i en bestemt periode.Denne holdning er i højere grad et produkt af tilskuergruppens sammensætning, den herskende opfattelse af teatrets funktion og stedets, teaterhusets indretning. Vi tilskuere oplever ganske vist forskelligt alt efter vor baggrund og viden, men udbyttet, vi får af en forestilling, er det dog op til skuespiller, scenograf, myndigheder og ikke mindst teaterarkitekter at dirigere.Elin Rask (1936-2013) var en dansk forfatter og teateranmelder og –skribent. Hun blev uddannet magister i teatervidenskab fra Københavns Universitet i 1970. Elin Rask skrev en lang række bøger om blandt andet Det kgl. Teater og bidrog desuden til Den store danske Encyklopædi.

"Hvem var denne Eugène Scribe, der i første halvdel af århundredet var en altdominerende teatermand med indflydelse over hele Europa for derefter at forsvinde totalt?"Den store danske balletkritiker Erik Aschengreen fortæller om en af det nittende århundredes største franske teaterpersonligheder, som over tiden er blevet glemt til fordel for sine samtidige forfattere som Dumas, Hugo og Musset. Faktisk var Eugène Scribes værker langt mere populære på de danske teatre end hans senere så kendte landsmænds, og derfor er det et spændende og sjældent portræt, Erik Aschengreen her kan levere.Erik Aschengreen (f. 1935) er en dansk universitetslektor, forfatter og balletkritiker. Fra 1964 til 2005 skrev Erik Aschengreen om ballet og dans for Berlingske og har sideløbende udgivet en lang række bøger om ballet og balletdansere. Erik Aschengreen har været med til at stifte uddannelsen i dansevidenskab ved Københavns Universitet.

Johanne Luise Heiberg (1812-1890) var en dansk skuespillerinde, dramatiker og forfatter. Hun voksede op under fattige kår i datidens København, men formåede at stige til tops i den danske kulturelite og var fra 1826 - 64 den mest benyttede skuespillerinde på Det Kgl. Teater. Siden arbejdede hun som sceneinstruktør og skribent.Johanne Luise Heiberg var en feteret skuespillerinde og nogle af romantikkens største forfattere og digtere skrev stykker med henblik på hende i hovedrollen. Blandt andet kan nævnes Johan Ludvig Heiberg, Adam Oehlenschläger, H. C. Anders og Henrik Hertz. Men Johanne Luise Heiberg gik ikke af vejen for selv at skrive en række vaudeviller og lystspil, der blev voldsomt populære hos publikum.Erik Aschengreen fortæller om fru Heibergs karriere ud fra det væld af roller, hun indtog på scenen. Bogen trækker også i høj grad på skuespillerindens selvbiografi, der giver et spændende billede af denne temperamentsfulde og tryllebindende scenekunstner.Erik Aschengreen (f. 1935) er en dansk universitetslektor, forfatter og balletkritiker. Fra 1964 til 2005 skrev Erik Aschengreen om ballet og dans for Berlingske og har sideløbende udgivet en lang række bøger om ballet og balletdansere. Erik Aschengreen har været med til at stifte uddannelsen i dansevidenskab ved Københavns Universitet.

Omkring århundredeskiftet stod den københavnske scenekunst i fuld flor. Emma Gad og Albert Gnudtzmann har samlet en række artikler og essays fra nogle af tidens største forfattere, skuespillere, instruktører og andre, der på den ene eller den anden måde var tilknyttet teatret. Herman Bang, Jacob Jacobsen, Ove Rode, Emil Poulsen og mange flere bidrager til dette herlige portræt af livet ved de danske teatre.Albert Gnudtzmann (1865-1912) var en dansk journalist, dramatiker og forfatter. Han arbejdede blandt andet ved bladene Nationaltidende, Vort Land og Riget. Som forfatter skrev han en lang række romaner og skuespil.Emma Gad (1852-1921) var en dansk forfatter og dramatiker, som er mest kendt for etikettebogen ”Takt og tone” fra 1918. I 1886 fik Emma Gad arbejde som dramatiker på Det kongelige teater, og i 1915 blev hun ansat på Politiken.

"Thi det er jo faktisk således, at just i dag, just i disse uger, just i denne sæson der med raske skridt nærmer sig sin afslutning – netop nu for tiden synes det virkelig, som om vi har nået et klimaks af den udvikling vi længe har set foregå! Der er noget, der – man kan ligefrem tage og føle det med fingrene – er ved at ske! En afgørelse ligger i luften – og går den tynd og hed, næppe til at ånde i!"I 1912 bad Studentersamfundet forfatter Aage von Kohl om at holde et foredrag om litteraturens forhold til teatret. Interessen for emnet var så stor, at Aage von Kohl fik det trykt allerede samme år, og det giver et spændende indtryk af, hvor dansk teater stod i årene lige op til første verdenskrig.Aage von Kohl (1877-1946) var en dansk forfatter, som både skrev romaner og dramaer. Han var også en populær foredragsholder, og flere af hans pædagogisk-polemiske foredrag foreligger på tryk. Aage von Kohl blev optaget på finansloven i 1921 og var fra 1923-26 dramaturgisk konsulent ved Det Ny Teater.

"Den, der kender Scenens Værd,og hvem Skæret aldrig blænder,den, der blandt Theatervenner er Theatres bedste Ven,han, med hvem jeg helst vil tale,han maa vist mig kunne sige,om Theatrets delte Rigeendnu dybere skal dale;eller om vi snart ser stige,af det taageklamme Fjerne,Scenens klare Lykkestjerne.Han maa sige –Nej, mit Spørgsmaal vil jeg slette,ej jeg skriver dette Brevfor med Spørgsmaal ham at trætte.Jeg, der skrev,vilde kun mit Hjerte lette,for hvad tungt, der kan det tyngeved paa Versets Flod at gynge,ved at synge."Den kendte og elskede skuespilforfatter Ove Rode har skrevet et brev på vers til en af teatrets store kritikere. Brevet er ikke en bebrejdelse for dårlige anmeldelser, men derimod et takkebrev for kritikerens interesse og skarpe pen, der har sørget for, at skuespillere, skuespilforfattere og instruktører hele tiden bestræber sig på at blive bedre og bedre til deres fag.Ove Rode (1867-1933) var en dansk politiker, redaktør og forfatter. Han sad i Folketinget fra 1909 til 1927 for Det Radikale Venstre og blev indenrigsminister i 1913. I 1927 blev han ansvarshavende redaktør på Politiken. I løbet af sit liv skrev han flere bøger heriblandt skuespillet "Harlekins omvendelse".

En af det tyvende århundredes mest folkekære komponister deler her ud af sine erindringer. Kai Rosenbergs livshistorie begynder omkring år 1900, da han er barn i Nordsjælland. Senere hører vi om årene op til første verdenskrig, sådan som de opleves af en stor dreng, og vi får efterfølgende lov til at komme med den voksne Kai om bag kulisserne på nogle af landets mest anerkendte teatre. Erindringsværket er et interessant tilbageblik på det tyvende århundrede i selskab med en humoristisk, livsglad og nysgerrig fortæller.I fjerde og sidste bind af Kai Rosenbergs erindringsværk er det store legebarn for alvor trådt ind i de vokses rækker. Han fortæller om arbejdet på Danmarks Radio, der trods mange års trofasthed og stor insats endte med en brutal fyring. Vi møder blandt andet Kais eksklusive og kreative omgangskreds såsom Soya, Liva Weel, Oswald Helmuth og Ib Schønberg.Kai Rosenberg (1898-1977) var en dansk komponist. Han fungerede som kapelmester på mange anerkendte teatre, heriblandt Folketeatret, Det ny Teater, Nørrebros Teater og Scala. Kai Rosenberg har sat musik til en perlerække af dokumentarfilm og står blandt andet bag melodien til Spørge-Jørgen. På Danmarks Radios børneradio var han kendt og elsket som "Onkel Kai".

"Dans er øjeblikkets kunst. Når tæppet går ned, tilhører forestillingen historien. Danserne retter energien og engagementet mod morgendagens træning på vej mod en ny forestilling, mens vi går hjem med lykkelige minder om øjeblikke, hvor dansen gjorde os lette eller forløste os gennem tragediens smerte. At opleve dans er et personligt møde mellem tilskueren i den mørke sal og danseren, badet i scenens lys."Den store danske balletkritiker Erik Aschengreen fortæller om Den Kongelige Ballets historie fra 1948 til 1998. Hvert årti har sit eget kapitel, der fortæller om de største opsætninger, de individuelle dansere og alt det andet, Den Kongelige Ballet består af.Erik Aschengreen (f. 1935) er en dansk universitetslektor, forfatter og balletkritiker. Fra 1964 til 2005 skrev Erik Aschengreen om ballet og dans for Berlingske og har sideløbende udgivet en lang række bøger om ballet og balletdansere. Erik Aschengreen har været med til at stifte uddannelsen i dansevidenskab ved Københavns Universitet.

"Jean de France" er en komedie af Ludvig Holberg, opført første gang i 1722, trykt i 1723, om borgersønnen Hans Frandsen, der sendes på udlandsrejse og kommer hjem helt forskruet af påståede franske manerer.Da han truer med at nedbryde patriarkatets leveregler, sættes sanktioner i gang, som yderligere driver Jean ud i komiske og vanvittige ekstremer, og den uhelbredelige må flygte med hele sin galskab i behold.Ludvig Holberg (1684-1754) var norsk-dansk professor i metafysik, retorik og historie. Han grundlægger moderne dansk-norsk litteratursprog og med 25 komedier til det første danske teater og en anerkendt videreproduktion udgør hans komedier grundstenene til den nordiske og tyske teaterscene. En anden genre, Holberg har haft stor indflydelse på, er essay-genren. Disse korte, reflekterende og ræsonnerende prosastykker skriver han i sin alderdoms ”filosofiske raptus”, der afløser dels en poetisk og en historisk. Holberg er en udpræget fortaler for 1700-tallets tro på fornuft, individualisme og naturret, og han ønsker ikke blot at underholde, men i den grad også at belære.

Con Otelo, Shakespeare nos da una tragedia de venganza y traición, una historia de celos y amor, y un cuento de racismo y maldad. La escena es Venecia en el siglo XVl: El moro Otelo es un general en la guardia Veneciana, Yago es su alférez envidioso. Otelo también tiene un enemigo en Brabantio el padre de la esposa de Otelo, Desdémona, quien acusa a Otelo de haber raptado a su hija. Al mismo tiempo, Rodrigo un caballero veneciano le confiesa a Yago que está enamorado de Desdémona, y con esta información Yago trama un plan para vengarse de Otelo. De allí empieza una serie de eventos que pone el amor entre Otelo y Desdémona al riesgo de celos y traición – con solo la tragedia como última salida.William Shakespeare es considerado el escritor más importante de la literatura universal. Como dramaturgo Shakespeare escribió tragedias, obras históricas y comedias que aún se ponen hoy día, más de 400 años después. El poeta y dramaturgo contemporáneo Ben Johnson comentó sobre Shakespeare en 1623 que "él no pertenecía a una edad, sino que es atemporal."

Den danske dramatiker Kjeld Abell (1901-1961) blæste nye vinde ind i moderne dansk teater. Han inkluderede som en af de første publikum i sine forestillinger og gjorde på den måde op med stærke teatertraditioner, hvor skuespillere og tilskuere var uforenlige. Gennem en række breve skildrer Kjeld Abells mangeårige ven Elias Bredsdorff dramtikeren først og fremmest som ven og ikke dramatiker. Det er et personligt og historisk portræt af en unik personlighed i dansk kulturliv.Elias Bredsdorff (1912-2002) var en dansk forfatter, litteraturhistoriker og modstandsmand. I sine unge år gjorde han sig bemærket som studenterpolitiker udi kommunismen, som han var meget optaget af. Under krigen tog han imidlertid afstand til DKP og blev i stedet aktiv i modstandsorganisationen Frit Danmark. Som cand.mag. skrev han en lang række værker om dansk litteratur og underviste i mange år om emnet på Cambridge University.